Tre flygtninge kræves udvist for rå voldtægter af prostituerede

Anklageskrift: Syriske mænd bag røverier og brutale voldtægter mod massagepiger

Politiet var rystet over grovheden af de tre planlagte sexoverfald på prostituerede, som samtidig fik frarøvet deres penge og smykker. Fjerde gang slog politiet til og anholdt de nu tiltalte mænd. Foto: Mads Claus Rasmussen
Politiet var rystet over grovheden af de tre planlagte sexoverfald på prostituerede, som samtidig fik frarøvet deres penge og smykker. Fjerde gang slog politiet til og anholdt de nu tiltalte mænd. Foto: Mads Claus Rasmussen

- En helt igennem usædvanligt grov sag. Det har været virkelig voldsomt.

Sådan siger specialanklager Birgitte Ernst fra Østjyllands Politi om en straffesag om flere brutale voldtægter og røverier, som netop er begyndt ved retten i Aarhus.

Her er tre mandlige flygtninge med syriske rødder tiltalt for tre særdeles rå overfald på prostituerede kvinder to steder i Jylland og på Frederiksberg.

Mændene vil alle blive krævet udvist, hvis de bliver dømt. Ofrene er alle i 20'erne. To af kvinderne er fra Spanien, og to er fra Polen. En femte kvinde er fra Den Dominikanske Republik.

Peberspray og slag
To af mændene, der begge er 23 år, er bl.a. tiltalt for i juni sidste år at have tvunget sig adgang til en lejlighed i Aarhus C, hvor to kvindelige prostituerede arbejdede.

Kvinderne blev ifølge tiltalen slået gentagne gange, fik sprøjtet peberspray i ansigtet og blev spærret inde på badeværelset, mens mændene gennemrodede stedet for at finde værdier.

Inden mændene tog derfra med kontanter og smykker, voldtog de ifølge anklageskriftet den ene kvinde og udsatte den anden for anden form for seksuelt overgreb.

Voldtaget og snittet med kniv
Dagen efter begik en af de 23-årige ifølge anklageskriftet et nyt røveri mod to prostituerede – denne gang på Frederiksberg sammen med en 18-årig landsmand.

Her blev kvinderne slået og truet med kniv. Den ene kvinde blev voldtaget, mens den 18-årige førte en kniv hen over hendes ansigt og arme.

Fik tape for munden
En af de 23-årige mænd er desuden tiltalt for et brutalt røveri begået i maj mod et bordel i Hammel ved Aarhus. Han truede offeret med kniv og bandt hendes hænder og tapede hendes mund, inden han stak af med kontanter og smykker.

To af mændene blev 25. juni anholdt, mens de ifølge anklageskriftet var i færd med at bryde ind på et bordel på Frederiksberg. Politiet havde fået nys om overfaldet og stod klar med håndjernene.

- Der er heldigvis langt imellem, vi ser så grov en sag, siger specialanklager Birgitte Ernst.

Der er afsat i alt 15 dage til sagen. Dommen ventes til efteråret.