Tre fundet døde i lejlighed: Her bæres ligene ud

Tre personer blev onsdag fundet døde i en lejlighed på Frederiksberg. Politiet undersøger det som mistænkelige dødsfald

Video: Kenneth Meyer

Ligene af de personer, der onsdag blev fundet døde i en lejlighed på Christian Paulsens Vej på Frederiksberg, blev omkring klokken 22 onsdag aften båret ud.

Politiet har indtil videre lagt låg på sagen, og derfor er der ikke mange oplysninger om årsagen til dødsfaldene, som politiet undersøger som 'mistænkelige'.

Kørt før klokken 22 havde Københavns Politi stadig ikke lyst til at udtale sig til Ekstra Bladet om sagen. Politiet planlægger at sende en pressemeddelelse ud omkring midnat.

Beboere hørte skud: Tre fundet døde i lejlighed

Flere hørte skud
Ifølge en beboer, Ekstra Bladet har talt med, lød der skud fra lejligheden natten mellem tirsdag og onsdag.

- Jeg vil tro, jeg hørte en 10-12 skud. Det lød i hvert fald meget som skud, siger han til Ekstra Bladet. Hverken før eller efter skuddene var der dog noget at bemærke, fortæller han.

- Jeg hørte ikke nogen sige noget eller råbe op eller noget, siger manden, der ikke kender de involverede i lejligheden, hvor skyderiet er sket.

Artiklen fortsætter under billedet

Politi og ambulancer er til stede ved Christian Paulsens Vej, hvor tre personer er fundet døde. (Video: Kenneth Meyer).

Oplysningen om skud bekræftes af flere beboere i området, som Ekstra Bladet har talt med. En beboer fortæller, at han ikke selv hørte skuddene, men at han af andre naboer har hørt det omtalt.

- De sagde, at det lød som fyrværkeri, siger manden, der bor i en af naboopgangene.

Oplysningen om skudsalverne er dog ikke en, Københavns Politi på nuværende tidspunkt vil kommentere.