Tre mænd ofre for grove røverier: Lokket i sexfælde

Røvere skjulte sig på badeværelset, da mændene troede, de skulle have sex med 16-årig pige

En falsk profil på Badoo lokkede tre mænd til en lejlighed på Frederiksberg, hvor de gik i baghold hos tre røvere. Foto: Shutterstock
En falsk profil på Badoo lokkede tre mænd til en lejlighed på Frederiksberg, hvor de gik i baghold hos tre røvere. Foto: Shutterstock
Følg Krimi

Tre yngre mænd blev lokket til en lejlighed på Frederiksberg til en date med en 16-årig pige, som de havde chattet med på datingsiden Badoo.

Hun lovede at mødes med mændene alene i lejligheden. Men daten var falsk, og forventningen om sex endte i et mareridt.

På badeværelset skjulte tre mænd sig. De sprang frem og udsatte ofrene for grov vold, frihedsberøvelse og røverier, hvor deres konti blev tømt for tusindvis af kroner.

Kræves udvist
De tre formodede røvere på 20, 24 og 27 år stilles 24. januar for et nævningeting ved Retten på Frederiksberg sammen med to nu 17-årige piger.

Den ene af pigerne kræves udvist for bestandigt, og den 27-årige tiltalte kræves frakendt retten til at arbejde som dørmand og vagt.

Alle fem nægter sig skyldige.

Lænket til radiator
De tre røverier skete 14. og 15. december 2020 og var nøje planlagt, mener politiet. Der blev oprettet en falsk dating-profil på Badoo, og da mændene bed på, blev de inviteret til at mødes alene med den ene 16-årige pige i lejligheden. Ofrene var alle i 30’erne.

Den første mand blev lænket til en radiator med håndjern og fik frataget sin telefon og hævekort. Han blev slået i ansigtet med et stoleben, sparket i skridtet og tvunget til at udlevere koder til MobilePay og dankortet.

Røverne overførte og hævede to gange 3000 kr. og tog et foto af hans sygesikringskort og truede med, at de vidste, hvor han boede og arbejdede, hvis han gik til politiet. Efter knap to timer som røvernes fange fik manden lov at gå.

Næste offer kom til lejligheden et par timer senere. Han blev ifølge anklageskriftet gennembanket med et stoleben og en metalstang og sparket og truet med at få flækket knæskaller og klippet fingre af.

De tog halsgreb på ham, holdt en saks mod hans strubehoved og placerede ham op ad en væg, mens de tvang ham til hele tiden at kigge ned i gulvet.

Truet med kastration
Røverne tog en sølvhalskæde og 170 kr. og tvang ham til at skaffe 5000 kr. næste dag – ellers ville hans familie, politiet og kommunen blive kontaktet og få besked på, at han havde forsøgt samleje med en mindreårig. Så ville han aldrig få sit barn at se igen.

De tog foto af en lønseddel og gennemgik hans mobil for personlige oplysninger på hans familiemedlemmer, lyder tiltalen.

Til slut blev han truet med at blive kastreret. Han blev rejst op, hvorefter røverne sparkede ham på skift i skridtet. Næste dag mødtes offeret med pigen og den 20-årige ved en 7-Eleven, hvor han betalte dem 4400 kr. kontant.

Tredje røveri skete aftenen efter, hvor offeret blev lænket med håndjern til en radiator og slået med stolebenet, så han brækkede kindbenet og senere måtte opereres. Han fik taget sit dankort og blev truet til at kontakte sine forældre, der overførte 2500 kr. til hans konto. Røverne hævede 5000 kr. på hans dankort.

I dette tilfælde optog gerningsmændene foto af offerets kørekort og hævekort, så de vidste, hvem han var, og truede med melde ham til politiet for forsøg på samleje med en mindreårig.

De to 17-årige piger er desuden tiltalt for grov vold mod en pige i Gladsaxe, der blev slået, revet i håret og sparket i hovedet og på kroppen og væltet om i et buskads. De stjal hendes mobil og truede med at stikke hende med kniv og skade hendes familie, hvis hun anmeldte overfaldet til politiet.

Retten har afsat ti dage til sagen, hvor dommen ventes 14. marts.

Seneste nyt

Ekstra Bladet har givet statsministeren en lys idé

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.