Tre unge tordner ind i bil med børn - og flygter

En bil med tre unge personer ramte bil med mor og to børn i Østjylland - politiet leder nu efter de unge

Ulykken skete nær TV2 ØSTJYLLAND, der fangede billederne fra stedet. Video: Sten Brøgger/TV2 Østjylland
Følg Krimi

En personbil tordnede søndag formiddag ind i en bil med mor og to børn, hvorefter tre unge mennesker flygtede fra bilen og gerningsstedet. Det skriver TV2 Østjylland.

Ulykken skete i krydset mellem Randersvej og Brendstrupgårdsvej i Aarhus omkring kl 09.15.

De tre unge mænd kørte over for rødt og ind i bilen med moren og de to børn, oplyser Østjyllands Politi.

- Det er to personbiler, der har påkørt hinanden i krydset, og vi tror den ene har kørt over for rødt, og det er den, hvor de tre unge er løbet fra. Og det er derfor, vi beder borgere om at henvende sig, hvis de har været vidner til uheldet, har set de unge eller ved noget omkring det, siger vagtchef Christian Riis til Ekstra Bladet.

Politiet vil rigtig gerne tale med de unge, der førte bilen.

- Det er jo ikke, fordi man altid har god samvittighed, når man løber fra noget, siger han.

Moren og børnene er heldigvis ikke kommet alvorligt til skade.

- Der bliver sendt en ambulance derud i forbindelse med, at det bliver anmeldt. Og idet, der er børn i bilen, bliver de kørt til skadestuen til en kontrol. Men der er ikke nogen alvorlig personskade, siger Christian Riis.

Bilen, der blev ført af de unge er en sort Peugeot  208, der blev meget skadet på fronten, og den kørte ind i siden på bilen, der blev ført af moren.

Mere fra Ekstra Bladet+

Hvis Herlufsholm var en muslimsk friskole ...

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind