Tricktyv stjal ur til 100.000 kroner

En 52-årig mand blev natten til søndag frastjålet et armbåndsur til en værdi af 100.000 kroner i København

Det var ifølge politiet en
Det var ifølge politiet en "dansetyv", der natten til søndag fravristede et armbåndsur fra en mand i København. En dansetyv forvirrer sine ofre ved at danse, give highfives og hilse på dem for derefter at frastjæle deres værdier, fortæller politiet. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

En festlig nat endte ualmindeligt ærgerligt for en 52-årig mand, da han søndag klokken 04.21 blev offer for et tricktyveri i Nordhavn i København.

På Fortkaj blev han mødt af en tilsyneladende feststemt ung mand, der ville hilse og danse og tog fat i den 52-åriges hænder.

Men den fremmede havde skumle bagtanker, fortæller den centrale efterforskningsleder Espen Godiksen fra Københavns Politi.

- Det var en 'dansetyv'. En tyv, der foregav at ville hilse på og danse med sit offer, og som udnyttede situationen til at fravriste et ur til en værdi af 100.000 kroner fra mandens håndled, siger han.

Tyven stak af med sin fangst og er søndag formiddag endnu ikke pågrebet af politiet. Der er tale om en mand, der ifølge offeret har et østeuropæisk udseende, er midt i 20'erne, cirka 175 centimeter høj og spinkel af bygning.

Han har kort, sort hår og var iklædt en hvid t-shirt, da han begik tyveriet.