RETTEN I AALBORG (Ekstra Bladet): Det skyderi, der fandt sted i Aalborg søndag aften, var formentlig planlagt på forhånd. Sådan lød det i hvert fald i retten, hvor en 20-årig kvinde og to 18-årige mænd blev fremstillet i et grundlovsforhør.
De blev alle sigtet for drabsforsøg. Alle tre nægtede sig skyldige i sigtelserne.
Under grundlovsforhøret havde den 20-årige kvinde anmodet om, at de to andre sigtede ikke var til stede i retslokalet, hvorfor de var i et lytterum, når hun var i til stede - og omvendt.
Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre, hvorfor Ekstra Bladet ikke kan komme med nærmere detaljer om dagens retmøde.
Banderelateret
Det tyder ifølge politiet ikke på, at den skudramte var et tilfældigt offer, men at den sigtede kvinde på forhånd havde lavet en aftale med det 33-årige offer om at mødes. Men efter aftale med de to andre sigtede i sagen blev han offer for en kugleregn, der ramte ham i både arm og bryst.
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger er det 33-årige offer i sagen tidligere medlem af HA-støttegruppen AK81.
Derudover skulle de to sigtede mænd også have tilknytning til det lokale rocker-miljø.
Der er altså formentlig tale om drabsforsøg på åben gade i et kriminelt miljø.
Artiklen fortsætter under billedet...
Skudt ved højlys dag
Lidt før klokken 13 søndag fik politiet en anmeldelse om skyderiet på Vesterbro i den nordjyske by.
Skuddene var ifølge politiet blevet affyret fra en bil mod en anden og en 33-årig mand blev ramt af to skud. Han kom på hospitalet til behandling, og hans tilstand blev sent søndag betegnet som stabil.
De tre blev anholdt på forskellige tidspunkter søndag aften og natten til mandag.