Troede fuld mand var indbrudstyv: 26-årig livsfarligt såret af haglgevær

En 66-årig mand er sigtet for drabsforsøg efter at have skudt mod en beruset person på sin grund

Ved du noget? Så vil vi meget gerne høre fra dig. Send os dit tip i en sms/mms til 1224 (alm. takst) eller send en mail til 1224@eb.dk.

En 26-årig mand fra Helsinge har natten igennem været til behandling på Rigshospitalets Traumecenter, efter at være blevet ramt af skud på en villavej i Birkerød.

Det bekræfter Nordsjællands Politi over for Ekstra Bladet.

- Der er en 66-årig mand, som med et haglgevær har skudt efter en person, som han frygtede enten ville lave hjemmerøveri eller indbrud hos ham, fortæller Steffen Østergaard, vagtchef ved Nordsjællands Politi, til Ekstra Bladet.

Den 26-årige blev ramt af skud i højreside, og han var i lang tid i livsfare på grund af blodtab. Det er dog lykkedes personalet på Rigshospitalet at få stabiliseret manden, så han lørdag morgen meldes uden for livsfare.

Rendte beruset rundt fra hus til hus
Politiet fik anmeldelsen om episoden klokken 01.58, og ifølge en beboer i området, som Ekstra Bladet har talt med, var den 26-årige meget beruset, og han var bestemt ikke ude på at lave indbrud eller hjemmerøveri.

- Vi vågnede ved, at det buldrede på vores dør, og så stod der en fyr udenfor i skjorte, cowboybukser og strømpesokker og sagde, at 'han skulle fandeme bare ind hos os', og at han boede her, siger en beboer på vejen, som ikke ønsker sit navn frem.

Hun fortæller, at den 26-årige mand virkede meget beruset, men at han ikke virkede truende, selvom han var insisterende og ville ind. De fik efterfølgende lukket døren, men manden blev ved med at banke på, så de til sidst kontaktede politiet.

- Da politiet så kom, sagde de, at de havde fået meldinger om et hjemmerøveri længere nede ad vejen, fortæller hun.

Det viste sig så senere, at det var der, den 26-årige var endt med at blive skudt.

- Jeg synes, det er vanvittigt, at der er nogle folk her på vejen, der har geværer og skyder folk, siger hun.

Hun fortæller, at den 26-årige efter hendes opfattelse ikke virkede voldelig, selvom han dog var ophidset. Han opførte sig under alle omstændigheder underligt.

- Han har blandt andet sat sine kondisko i vores indkørsel, så det var meget mærkeligt, siger beboeren på vejen.

Politi: Han var beruset
Politiet kan ikke bekræfte oplysningerne om, hvad den 26-årige har foretaget sig op til skyderiet, men de bekræfter, at han var påvirket af alkohol.

- Han var i hvert fald beruset, men årsagen til, hvorfor han lige var i denne her have på det pågældende tidspunkt ved vi ikke endnu, for vi har ikke kunnet afhøre ham, siger Steffen Østergaard.

- Så der foregår stadig en del efterforskning og afhøringer, både af dem der bor i området og af folk, som måske kender ham.

Eftersom den 26-årige er fra Helsinge, og han befandt sig i Birkerød midt om natten, forsøger politiet også at opklare, hvorfor han befandt sig i området.

Den 66-årige mand er blevet anholdt af politiet og er sigtet for forsøg på manddrab. Han bliver senere på dagen fremstillet i grundlovsforhør, hvor anklagemyndigheden vil begære manden varetægtsfængslet.