Truede Mette F. på livet: Varetægtsfængslet i fire uger

En 26-årig mand er blevet varetægtsfængslet efter at han har fremsat trusler mod statsministeren på Twitter

Torsdag aften anholdte Nordjyllands Politi en 26-årig mand fra Hobro-området. Manden er sigtet for at have fremsat alvorlige trusler mod statsministeren, og fredag blev han så varetægtsfængslet.

Truslerne truer ifølge Nordjyllands Politi statsminister Mette Frederiksen (S) på livet.

- Han erkender, at han har skrevet truslerne, men siger også at det ikke er nogen, han ville føre ud i livet, oplyser politiinspektør Claus Danø til Ekstra Bladet.

Han oplyser derudover, at truslerne er fremsat gentagne gange på det sociale medie Twitter. Det er derfor ikke en konkret trussel, der har fået politiet til at skride til anholdelse af manden.

Den 26-årige er foreløbig varetægtsfængslet i fire uger.

Alvorlig paragraf
Den 26-årige mand er sigtet efter straffelovens paragraf 266, paragraf 119 stk. 1 samt paragraf 115.

De to første paragraffer handler om trusler og kan give en straf på op til otte års fængsel.

Den sidstnævnte paragraf kan - såfremt manden bliver straffet i en retssag - give en forøget straf på op til det dobbelte, fordi truslerne er fremsat mod statsministeren.

- Dét understreger alvorligheden af sagen. Trusler på livet og lignende mod dem, der fører regeringen, er helt uacceptabel, og det skal man afholde sig fra. Gør man det alligevel, skal man påregne at blive anholdt og varetægtsfængslet, understreger politiinspektør Claus Danø.