Truet med kniv og pistoler: Kvinde voldtaget under bordel-røveri

Fem mænd tiltalt for at have plyndret prostitueret på bordel i Viborg. 19-årig er også tiltalt for voldtægt

Fem af seks tiltalte er anklaget for et røveri mod et bordel i Viborg, hvor en 19-årig, ifølge tiltalen, tvang en prostitueret til sex. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Fem af seks tiltalte er anklaget for et røveri mod et bordel i Viborg, hvor en 19-årig, ifølge tiltalen, tvang en prostitueret til sex. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

En kvinde blev tvunget til at give en røver ubeskyttet oralsex, mens han truede med at slå hende ihjel, eller at han ville få medgerningsmænd til at skyde hende.

Det fremgår af anklageskriftet mod fem mænd, der alle er tiltalt for røveri mod den 28-årige afrikanske kvinde.

Det skete 12. februar sidste år mellem klokken 2 og 3.35 på et bordel i Viborg.

Alle tiltalte nægter sig skyldige.

Ifølge tiltalen skaffede gerningsmændene sig adgang til adressen efter fælles aftale og truede kvinden med kniv og pistoler til at udlevere mobiltelefoner, pung, personlige effekter, smykker og 14700 kroner i kontanter.

'Hvor er dine penge?'
Imens sagde de på engelsk ’hvor er dine penge. Vi vil have dine penge eller slår vi dig ihjel’.

Det er kun den ene tiltalte, der er anklaget for sexovergrebet, mens en 23-årig er tiltalt for medvirken til voldtægten, fordi han accepterede, at det skete og lod det ske.

Politiet har tidligere oplyst, at kvinden overnattede i huset og var alene, da mændene ringede på døren.

Hun beskrev to af mændene som arabisk af udseende, mens en tredje blev beskrevet som somalisk af udseende. En af de tiltalte, 19, tvang ifølge anklageskriftet kvinden ind i et separat lokale, hvor han truede med at slå hende ihjel, hvis hun ikke gav ham oralsex.

Gik rundt i gaderne med pistol
Den voldtægtstiltalte er også anklaget for forsøg på hjemmerøveri sammen med en sjette tiltalt, 20 år,  mellem 21. og 22. april sidste år ved at rekognoscere i fem forskellige gader i Viborg med en medbragt pistol. Det mislykkedes dog, ifølge tiltalen, fordi de ikke kunne finde et egnet sted at begå røveri.

Endelig er den 19-årige også tiltalt for at bryde ind på en adresse i Viborg og stjæle Nemid, koder og hævekort mellem 5. og 6. april sidste år og for at bruge oplysningerne til at overføre 3000 og 4200 kroner fra offerets konto til en anden konto og hæve pengene i forening med to andre personer, hvis sager behandles særskilt.

Der tages forbehold for påstand om udvisning og for anden sanktion end straf for den 19-årige, der sidder varetægtsfængslet på Kofoedsminde, der er en sikret institution for farlige psykisk udviklingshæmmede.

Sagen starter ved et nævningeting i Viborg på mandag. De tiltalte er i alderen 19-30 år.