Roger Stone, der i mange år har været ven og rådgiver for USA's præsident, Donald Trump, er blevet idømt 40 måneders fængsel.
Det skriver flere amerikanske medier.
Roger Stone er blandt andet blevet dømt for at lyve for Kongressen, for at forhindre rettens gang og for at påvirke vidner.
Det skete under den den særlige anklager Robert Muellers undersøgelse af en forbindelse mellem Rusland og Trump-kampagnen i valgåret 2016.
Her beskyldes Rusland for at have spioneret mod Det Demokratiske Parti. Via WikiLeaks blev der med Stones mellemkomst udsendt materiale, der belastede demokraternes præsidentkandidat, Hillary Clinton.
Indtil sidste uge bad de offentlige anklagere i justitsministeriet om, at Stone skulle straffes med mellem syv og ni års fængsel. Men justitsminister William Barr underkendte sine egne jurister. Han annullerede deres beslutning.
Det har udløst beskyldninger om, at Barr og Trump politiserer retsvæsnet til egen fordel.
Stone blev 15. november erklæret skyldig i syv tiltaler. Torsdag gjaldt det strafudmålingen.
Han løj blandt andet om sine kontakter til WikiLeaks, som offentliggjorde oplysninger, stjålet af russere. Formålet var at skade Clinton i 2016.
Tiltalerne mod Stone kom under den tidligere FBI-direktør Robert Muellers undersøgelse.
Den handlede om forbindelsen mellem Rusland og Trump-kampagnen i valgåret 2016.