Endnu en støtte ser ud til at have vendt den amerikanske præsident ryggen.
Flere amerikanske medier kan her til aften berette, at Trump-imperiets finanschef gennem flere årtier, Allen Weisselberg, har indgået en aftale med myndighederne om at samarbejde. Til gengæld modtager han så immunitet, sådan at han ikke selv kan tiltales i det såkaldte Robert Mueller-sagskompleks.
Robert Mueller er udpeget som særlig efterforsker i sagen om mulig russisk indblanding i det amerikanske præsidentvalg i 2016. Efterforskningen har ført flere andre sager med sig, som ikke direkte har noget med Rusland at gøre.
Trump truer med undergang: USA krakker, hvis I retsforfølger mig
Advokat erkender skyld
I tirsdags kendte Trumps tidligere advokat sig skyldig i på vegne af sin klient at have betalt tystys-penge til to kvinder for at de ikke skulle fortælle offentligt om påståede affærer med Donald Trump, ligesom han erkendte skatteunddragelse samt afgivelse af falske informationer i forbindelse med optagelse af lån.
Kort efter skrev Donald Trump på Twitter:
'Hvis nogen er på udkig efter en god advokat, vil jeg stærkt anbefale, at du ikke hyrer Michael Cohen!'
Kampagnechef dømt
Også i tirsdag blev Trumps tidligere kampagnechef Paul Manafort dømt for skatteunddragelse, bedrageri og hvidvask af penge.
Ikke kun Allen Weisselberg har indgået en aftale med myndighederne om immunitet i efterforskningen. I går kom det frem, at David Pecker, der er topchef i det selskab, der udgiver sladderbladet National Enquirer, også har indgået en aftale med myndighederne.
Han var angiveligt med til at forhandle aftalen på plads i forbindelse med den ene tystys-betaling.
Trump i kraftig modvind: Endnu en støtte træder frem med vilde beskyldninger
Allen Weisselberg har ifølge BBC siden 70'erne været helt tæt på det finansielle hjerte i Donald Trumps forretnings-imperium.
Dermed ved han formentligt mere eller mindre alt om, hvad Trump har brugt penge på.