TV: Amerikansk politi offentliggør video fra teenage-drab

Politiet i St. Louis har valgt at offentliggøre overvågningsvideo til øjeblikket før, 18-årig teenager blev skudt og mistede livet

Video: St. Louis County Police

Sent tirsdag aften blev en 18-årig sort teenager dødeligt såret af et skud fra en tjenestepistol tilhørende en betjent fra politiet i St. Louis i delstaten Missouri.

Sort teenager dræbt af politiet nær Ferguson

Drabet resulterede med det samme i protester og flere voldelige sammenstød mellem politiet og en gruppe demonstranter, som protesterede over, at endnu en farvet teenager har mistet livet i et møde med ordensmagten.

Ifølge politiet var der dog tale om selvforsvar i forbindelse med skuddet, og politiet har hele tiden udlagt, at betjenten kun affyrede sit våben, fordi den 18-årige selv sigtede på betjenten.

Den udlægning forsøger politiet nu at underbygge, efter de har offentliggjort overvågningsvideo fra den tankstation i forstaden Berkeley, hvor skyderiet fandt sted.

Viser ikke skyderi
Videoen, som du kan se over artiklen, viser episoden op til selve skyderiet. I videoen skal man holde øje med øverste venstre hjørne, hvor patruljevognen cirka midt i videoen kører ind i billedet, hvorefter to personer bliver konfronteret af en betjent, og til sidst kan man se en af personerne rejse sin arm og pege den mod betjenten.

Herefter stopper videoen, og ifølge politiet er det af hensyn til de efterladte, som politiet vil forskåne for det øjeblik, hvor den 18-årige mand blev skudt.

Ifølge politichef Jon Belmar, er betjenten, der skød, 34 år og har seks år på bagen i politiet, skriver St. Louis Today.

Han fortæller, at der i alt blev affyret tre skud. Et af skuddene ramte den 18-årige, mens et andet ramte et dæk på patruljevognen. Det er uklart, hvor den tredje projektil røg hen.

Op mod 300 mennesker samledes ved tankstationen efter skyderiet, og det førte til større sammenstød med politiet, hvor i alt fire personer er blevet anholdt. En betjent kom til skade med sit ben, da han ville flygte fra noget fyrværkeri, der var blevet kastet i nærheden.