TV: Arriva-busser sat i brand

'Boykot Israel'-hærværk og busser omdannet til bål i Arrivas garageanlæg i nat

TV: Arriva-busser sat i brand

(Foto: Jonas Ryefelt)

Flere busser parkeret ved Arrivas garageanlæg i Ryvang på Østerbro blev natten til fredag sat i brand.

Det bekræfter Københavns Politis vagtleder overfor Ekstra Bladet.

Flere busser blev omdannet til et gigantisk bål, men ifølge politiet er der ikke kommet personer til skade ved branden, der umiddelbart formodes at være påsat.

- Vi fik en anmeldelse om brand derude kl. 02.43, men branden er under kontrol igen, oplyste vagtlederen tidligt i morges.

Der er også blevet konstateret grafitti på i hvert fald en af busserne med skriften:

- Boykot Israel. Free Gaza.

8733 vil have kritisk banner tilbage på bussen

Chauffør opdagede busser stod i brand
Ekstra Bladet talte her i morges med en af de ansatte, der skulle møde ind på vagt, da branden stod på.

- Jeg troede først, at det var skolen, der ligger ved siden af, som var i brand. Men det var altså busserne - en af dem, jeg selv skulle køre, fortæller han til Ekstra Bladet.

I alt fire busser stod i brand på den frit tilgængelige p-plads, men der eksisterer angiveligt både overvågningskameraer fra busserne og fra selve garageanlægget, som formentligt kan hjælpe politiet på vej med efterforskningen.

- Ja, jeg får altså ikke en fridag ud af det men bare en lidt længere pause, lød det trods alt munter fra den ansatte, før han endelig kunne begynde dagens arbejde.

Der er ikke umiddelbart nogle anholdte i forbindelse med brand-episoden.