Overværede du ulykken, eller har du kendskab til sagen? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms til 1224 (alm. takst)
En 13-årig piges tilstand er meget alvorlig, efter hun fredag morgen kom gående forbi på et fortov og blev påkørt af en spirituspåvirket bilist i Brønshøj.
Ulykken skete ved krydset mellem Korsager Allé og Merløsevej, hvor et ødelagt rækværk og grus på vejen vidner om ulykkens alvor.
- Hun er meget hårdt kvæstet, men mere kan vi ikke sige om hendes tilstand på nuværende tidspunkt, siger Jens Kristiansen, vagtchef ved Københavns Politi.
Måske påvirket af stoffer
Han tilføjer, at politiet stadig overvejer, om manden skal fremstilles i grundlovsforhør.
- I første omgang har vi sendt ham på hospitalet, fordi han fik det dårligt. Han blev ikke kvæstet i ulykken, men vi har en mistanke om, at han måske har indtaget noget andet end alkohol, siger Jens Kristiansen.
Stangberuset bilist anholdt: 13-årig pige kvæstet
De ved dog endnu ikke, om der er tale om stoffer og i så fald hvilke.
Klart så det dog allerede, at manden havde drukket tæt forud for ulykken. Han blev anholdt med en promille på over 2,0.
Kan se frem til sigtelse
- Han vil formentlig blive sigtet efter straffelovens paragraf 252, der handler om at udsætte andre for fare, fortæller Jens Kristiansen.
I mellemtiden er en bilinspektør sendt ud til ulykkesstedet og skal blandt andet være med til at fastlægge, hvilken hastighed manden har kørt med.
Ekstra Bladet følger sagen