Otteårige Christopher blev 6. december 2010 dræbt af sin 47-årige far. Faderen skød drengen to gange med et haglgevær, mens han sad og så tegnefilm i faderens lejlighed i Løgten uden for Aarhus. Herefter tog manden sit eget liv.
Sagen om familiedrabet i Løgten er omdrejningspunkt for første afsnit i en ny tv-serie, som sendes på Kanal 5 tirsdag aften.
I serien vil tidligere drabschef på Rejseholdet Kurt Kragh og journalist Marie Louise Toksvig gennemgå seks sager om familiedrab for at forsøge at forstå, hvad der driver et menneske til at dræbe sit eget kød og blod.
Ifølge Kurt Kragh bidrager programmet med en helt ny vinkel på efterforskning i sager om familiedrab.
- Profilering af gerningsmænd bliver ikke lavet i den slags sager, derfor ved man forsvindende lidt om, hvad det er for nogle mennesker, der begår sådanne drab. Det er ny viden, vi får, siger han til Ekstra Bladet.
Kurt Kragh og Marie Louise Toksvig tager i Løgten-sagen udgangspunkt i samtaler med pårørende og bekendte.
Mor bebrejder sig selv
Christophers mor fortæller i programmet for første gang sin historie. Hun har valgt at være anonym. Hun var skilt fra Christophers far og talte på dagen for drabet i telefon med ham for at aftale afhentning af Christopher.
- Så spørger han, om det nogensinde kan blive os igen. Og så siger jeg bare, at det skal vi ikke snakke om nu. Det er ikke det, det drejer sig om. Men han spørger, om jeg ikke bare vil svare. Og så siger jeg faktisk nej, siger hun i programmet, mens hun ekstremt bevæget genkalder sig dagen.
Artiklen fortsætter under billederne...
Efter telefonsamtalen bliver hun nervøs, og hun beder viceværten i eksmandens bygning om at tjekke op på far og søn. Det er viceværten, der ender med at finde de to døde i lejligheden blot timer efter moderens telefonopkald.
- Så kom politiet og holdt uden for døren, og så vidste jeg bare, at der var et eller andet galt. Men jeg havde jo aldrig forestillet mig, at det havde noget med Christopher at gøre, siger moderen.
Hun opfatter drabet på Christopher som en hævn fra eksmanden for, at hun ikke ville tage ham tilbage, og hun bebrejder sig selv den dag i dag.
- Man kan ikke gøre noget ondere mod et andet menneske. At kunne gøre sådan en gerning er simpelthen uforståeligt, siger hun.
Hævnmotivet er ikke udsædvanligt for de sager, Kurt Kragh og Marie Louise Toksvig gennemgår i programrækken.
- Vi endte hver gang i en blanding af motiverne jalousi og hævn. Her er det helt åbenlyst, at hævnmotivet fyldte mest, siger Kurt Kragh til Ekstra Bladet om det første afsnit i rækken.
Første afsnit af serien 'Blodspor' sendes på Kanal 5 tirsdag klokken 21.