TV: Rakte hænderne op: Her skyder betjent alligevel

Amerikansk politi involveret i endnu en dødelig skudepisode. Advarsel: Voldsomme billeder

En ny skudepisode med dødelig udgang sætter endnu en gang amerikansk politi i et dårligt lys.

I en video, som er filmet 30. december fra en politibils instrumentbræt, kan man se, hvordan det lynhurtigt spidser til, da de to betjente Roger Worley og Braheme Days fra Bridgeton i New Jersey stopper en bil på grund af en trafikforseelse.

Worley gør sin kollega opmærksom på, at der er en pistol i bilens handskerum, og det får situationen til at eskalere.

- Vis mig dine hænder! Hvis du rækker ud efter noget, ender du fucking død, kan man høre Braheme Days råbe gentagne gange.

Føreren rækker derefter begge hænder ud af bilvinduet, men bilens passagerer, 36-årige Jerame Reid, svarer, at han ikke har nogen grund til at række ud efter noget. Betjentene er dog ikke overbeviste.

- Han rækker ud efter noget, han rækker ud efter noget, kan man høre Days råbe til sin kollega.

Jerame Reid fortæller, at han vil stige ud af bilen og lægge sig på jorden, men da han stiger ud, med hvad der ligner tomme, synlige hænder i skulderhøjde, affyrer betjent Days alligevel seks dræbende skud mod ham.

Episoden kommer i forlængelse af flere opsigtsvækkende sager, hvor amerikansk politi har åbnet ild og skuddræbt ubevæbnede sorte mænd. Disse sager medførte voldsomme protester overalt i landet sidste år.

Se videoer fra tidligere skudsager med amerikansk politi herunder:

12-årige Tamir Rice blev i november skuddræbt af politiet i Cleveland, Ohio, fordi han havde en legetøjspistol. Ifølge betjente fik Rice gentagne advarsler, men overvågningsvideoen fortæller en anden historie.

18-årige Michael Brown blev i sommeren 2014 skuddræbt af politiet i Ferguson, Missouri. I november blev betjenten Darren Wilson frikendt for drabet, hvilket medførte voldsomme uroligheder i St.Louis-forstaden.