En tysk mand er blevet anholdt i et sommerhus i Blåvand nær Esbjeg. Han er sigtet for vold mod barn.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi onsdag formiddag.
Anholdelsen sker på baggrund af en politianmeldelse søndag aften, hvor en 47-årig kvinde angiveligt så manden mishandle tre små piger ved en badebro på Hvidbjerg Strand i Blåvand.
I følge kvinden blev en af pigerne slået kraftigt i ansigtet. Desuden blødte det fra den anden piges mund, mens den tredje pige overværede hele episoden.
- Kvinden var ude på en løbetur, da hun bemærker manden med tre piger. Hun skyder dem til at være i alderen seks til ti år. Der er så et skænderi mellem dem, hvor han ender med at slå den ældste pige tre-fire gange, så hun får næseblod, sagde politikommissæren Ole Hillerup mandag til Ekstra Bladet.
Syd- og Sønderjyllands Politi bekræfter overfor Ekstra Bladet, at manden er anholdt for vold mod pigen han slog.
Ekstra Bladet følger sagen.