Mareridtet i München skete på femårsdagen for Anders Breiviks angreb i Norge, og tysk politi undersøger, om der er et link mellem den norske og tyske tragedie.
Breivik dræbte 77 mennesker fredag den 22. juli 2011, og en 18-årig mand dræbte i går fredag den 22. juli 2016 ni personer i München. Samtidig er der 27 sårede i München. Heraf er 10 alvorligt sårede.
Anklagemyndigheden i München efterforsker sammenhæng til Anders Behring Brevik og nordmandens angreb i Oslo og på Utøya, oplyste man på et pressemøde.
Drabsmand havde 300 patroner i rygsækken
Skød sig selv
Den 18-årige led ifølge politiet af depression, og han skød angiveligt sig selv, fortæller den tyske anklager.
Manden var venstrehåndet, og han har et skudhul i samme side af hovedet, oplyser myndighederne.
- Vi mener, at han dræbte sig selv, siger politiet på et pressemøde lørdag formiddag.
Politiet har endnu ikke overblik over den 18-årige gerningsmands psykiske tilstand.
- Vi må afhøre venner og familie om dette. Så I må venligst have lidt tålmodighed, siger anklageren. Den 18-årige har en bror. Politiet har ingen mistanke til ham.
Duran var vidne til blodbad: Jeg ville ikke dø
Der er ingen tegn på, at den 18-årige stod i ledtog med den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat. Angrebet var ikke politisk motiveret ifølge politiets foreløbige efterforskning.
Politiet har indtil videre kun ransaget gerningsmandens hjem.
- Vi har ikke fundet et farvelbrev. Vi kan ikke udelukke det. Indtil videre har vi ikke fundet noget, siger politiet.
Politiet har ikke været i stand til at tale med den unge mands forældre, da de er i chok.
Det kom desuden frem, at manden var født og opvokset i München. Han gik også i skole i byen.
Beboere har ifølge det tyske medie Bild hørt gerningsmanden råbe: - Er I tilfredse nu? Jeg er tysker!

Ifølge Ekstra Bladets reporter er store dele af verdenspressen mødt op ved gerningsstedet. Det er normalt et roligt beboelseskvarter i udkanten af München, men i dag ligger tragedien tungt hen over byen.

Politiet forklarer, at man lukkede den offentlige trafik på grund af de mange alarmopkald og meldinger om skud flere steder i byen.