Uheld på Køge Bugt Motorvejen

Der har været et uheld på Køge Bugt Motorvejen, hvor en lastbilchauffør er blevet meldt som fastklemt

Video: Kenneth Meyer

En lastbilchauffør er kørt ind i en skiltevogn på Køge Bugt Motorvejen, hvilket har medført massiv kødannelse omkring Greve.

Det bekræfter Midt- og Vestsjællands Politi.

- Vi har fået anmeldelse 12.40 om en lastbil, der er kørt ind i en skiltevogn. Der er en melding fra alarmcentralen om, at lastbilchaufføren skulle være fastklemt, siger kommunikationsmedarbejder Martin Bjerregaard til Ekstra Bladet.

Lastbilen er væltet om på siden, hvor den tidligere har spærret tre spor. Vejdirektoratet oplyser dog, at der nu er to spor, der er farebare.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger skulle en lægehelikopter være landet på motorvejen. Helikopteren er fløjet igen uden chaufføren, som i stedet blev taget med af en ambulance.  

- Lastbilchaufføren er ved bevidsthed. Det største problem står i, at få ham ud, fordi han lastbilen ligger på siden, siger kommunikationsmedarbejder Martin Bjerregaard til Ekstra Bladet.