Uheld ved motorvejstunnel: En person kørt på hospitalet

Tirsdag er der sket et færdselsuheld på motorvejen nær Limfjordstunnelen

Tirsdag er der sket et færdselsuheld på motorvejen i sydgående retning lige efter Limfjordstunnelen på Nordjyske Motorvej. Ulykken er sket i sydgående retning.

Det oplyser Nordjyllands Politi på Twitter.

Vagtchef Michael Elkjær oplyser til Ekstra Bladet, at der er tale om to biler, der er kørt sammen.

- En bil er blevet påkørt bagfra af en anden bil. En person i den ene bil blev teknisk fastklemt ved uheldet, hvilket vil sige, at vedkommende ikke kunne komme ud af bilen selv. Personen er nu blevet hjulpet ud og er blevet kørt til hospitalet med nakkesmerter. Det er umiddelbart ikke noget alvorligt. Mere kan jeg ikke oplyse lige nu, siger han.

Ifølge vagtchefen gav ulykken trafikale udfordringer i en kort periode omkring Limfjordstunnelen.

Politi og ambulance er omkring klokken 12.30 færdige med deres arbejde på stedet, og trafikken glider derfor igen.

Ekstra Bladet følger sagen...