Uhyggeligt budskab fra narko-karteller

Colombias narko-karteller skyr ingen midler, når de indfører coronarestriktioner

Arkivfoto. Engang var det Pablo Escobar, der styrede Colombias største narkokartel. Her ses hans 'fængsel', som han selv havde magten over. Escobar blev skudt og dræbt af politiet i 1993. Foto: Ricardo Mazalan/Ritzau Scanpix
Arkivfoto. Engang var det Pablo Escobar, der styrede Colombias største narkokartel. Her ses hans 'fængsel', som han selv havde magten over. Escobar blev skudt og dræbt af politiet i 1993. Foto: Ricardo Mazalan/Ritzau Scanpix

'Overhold coronaretningslinjerne, eller vi dræber dig.'

Så kort kan man beskrive den måde, som narko-kartellerne i Colombia har grebet coronakrisen an på.

Ifølge The Guardian viser en ny rapport fra Human Rights Watch, at mindst otte civile personer i den forbindelse er blevet dræbt af bevæbnede grupper.

Grupper, der blandt andet bruger besked-tjenesten Whatsapp og pamfletter til at uddele deres yderst kontante budskab i områderne, hvor de opererer.

'El Chapo' er en af de største narkobaroner, verden endnu har set. Læs om hans vilde kokain-ubåd her:

Her er narkobaronens kokain-ubåd

Alt i stå
I kystbyen Tumaco, hvor der bor lidt over 200.000 mennesker, har kartellerne blandt andet forbudt borgerne i byen at fiske, hvilket har gjort det noget nær umuligt for en stor gruppe af befolkningen at tjene penge.

Ydermere skal man opholde sig inden døre efter klokken 17.00 om eftermiddagen, hvilket skader handelslivet.

Rapporten uddyber også, at man i provinserne Gauca og Guaviare har forbudt folk at forlade deres hjem, selv hvis man er syg. Gør man det, har Human Rights Watch blandt andet observeret, at kartellerne har brændt personernes køretøjer af.

- De har lukket transporten mellem de små byer, og når nogen er mistænkt for at have corona, bliver de fortalt, at de skal forlade regionen, ellers bliver de dræbt, siger en anonym provinsleder til The Guardian.

- Folk har intet andet valg end at adlyde, for de ser aldrig regeringen på de kanter.

Personerne, der udtaler sig til The Guardian, er anonyme af frygt for repressalier fra narko-kartellerne.

Virkelighedens 'Narcos'-agenter: Sådan fældede vi narko-kongen

Stiger med 5000
Det første coronatilfælde i Colombia blev registreret 6. marts. Siden da er 160.000 blevet smittet, mens 5625 har mistet livet.

Dagligt stiger smittetallet med cirka 5000.

Fra regeringens side har man også udstedt ordrer om at lukke store dele af samfundet ned. Men de restriktioner kan ikke måle sig med, hvor kontante kartellernes coronaregler er.