En ung kvinde er blevet anholdt på Amager i en sag om mindst 15 kilo kokain.
Det oplyste politiet torsdag morgen i en pressemeddelelse.
- Med anholdelserne har vi lukket et af distributionsleddene i narkotikamiljøet, sagde vicepolitiinspektør Torben Henriksen i pressemeddelelsen.
Kvinden blev torsdag stillet for en dommer i Retten på Frederiksberg og varetægtsfængslet sammen med en anholdt mand. Fængslingen er foreløbig sat til at vare tre uger.
Efterforskningen er udført af betjente fra National enhed for Særlig Kriminalitet, NSK.
Kvinden, der er 23 år, blev anholdt onsdag midt på dagen. I forbindelse med ransagningerne har politiet beslaglagt næsten et kilo kokain, tre Rolex-ure og kontanter.
Den sigtede mand er 42 år. Politiet mener, at han og kvinden siden oktober sidste år har overtrådt straffeloven ved at modtage og opbevare de narkotiske stoffer.
Ifølge politiet skal kokainen være blevet solgt og distribueret i københavnsområdet.
Både manden og kvinden nægtede sig skyldige i torsdagens retsmøde, som foregik bag lukkede døre.
Også en tredje person, en mand på 59 år, blev onsdag anholdt. Men han vurderes af politiet til at have haft en mindre rolle og bliver ikke fremstillet i retten med krav om varetægtsfængsling.
Hvis efterforskningen fører til en tiltale, og hvis retten finder beviserne i orden, venter der en straf i den dyre ende af skalaen.
For eksempel blev der for nogle år siden i en sag om fem kilo udmålt en straf på fængsel i otte år.
I de seneste dage har politiet i København i yderligere tre sager foretaget anholdelser i sager om flere kilo kokain.
Torsdag blev en kvinde på 19 år varetægtsfængslet. Hun er sigtet for mindst 5,9 kilo kokain, men nægter sig skyldig.
I weekenden blev en 31-årig mand fængslet for at have opbevaret fem kilo i en lejlighed på Frederiksberg. Og tirsdag blev tre hollandske statsborgere fængslet for fire kilo.