Østjyllands Politi har anholdt en kvinde på 21 år og en 29-årig mand.
De to sigtes for drabsforsøg.
Ifølge politiet overfaldt parret en 39-årig mand på Klostertorvet i Aarhus onsdag aften. Manden blev angrebet med en kniv og en flaske.
Den 39-årige blev kørt på hospitalet og behandlet for sine skader.
Vagtchef Stig Heinemann oplyser til Ekstra Bladet, at offeret fik et dybt snitsår på halsen.
Livsfarligt
- Det er livsfarligt og derfor bliver de to sigtet for drabsforsøg. Den 39-årige mand var dog ikke i livsfare, siger vagtchefen.
Manden fik også en flænge i baghovedet.
Ifølge vagtchefen er alle tre involverede kendte af politiet i forvejen.
- De hører til misbrugsmiljøet i Aarhus, siger vagtchefen til Ekstra Bladet.
Det er uklart, hvad der lige præcis udløste det blodige overfald.
De to anholdte skal fremstilles i grundlovsforhør senere torsdag.