En 23-årig kvinde blev i sidste weekend voldtaget for øjnene af sin kæreste af en gerningsmand, der angreb deres telt med en machete.
Voldtægten skete klokken 00:30 nær Rhinen i den tyske by Bonn.
Nu har det tyske politi angiveligt anholdt gerningsmanden, skriver tyske Bild.
Efter voldtægten offentliggjorde politiet en fantom-tegning af den formodede gerningsmand, og det er den, vidner har reageret på.
Romantisk nat i telt blev til mareridt for kærestepar
Nogle opmærksomme hundeluftere alarmerede politiet, efter de havde bemærket en mistænkelig mand.
Da den mistænkte opdagede politiet, smed han sin rygsæk fra sig og forsøgte at flygte. Han nåede dog ikke langt, før politiet fangede ham i en nærliggende park.
Den anholdte, en 31-årig mand fra den nærliggende by Sankt Augustin, minder om fantomtegningen, og politiet er derfor overbeviste om, at de har fanget gerningsmanden.
Angreb med machette
Kæresteparret havde planlagt en romantisk overnatning fra lørdag til søndag i telt nær Rhinen, da en gerningsmand angreb deres talt.
Det lykkedes manden at skære flere snit i teltet med macheten, hvorefter den unge kvinde på 23 år blev beordret til at komme ud af teltet. Uden for teltet holdt gerningsmanden hende fast, mens han voldtog hende for øjnene af den unge kvindes 26-årige kæreste.
Efter gerningsmanden havde forgrebet sig på den 23-årige kvinde, løb han fra gerningsstedet og mod Rhinen.
Politiet satte efterfølgende en massiv menneskejagt i gang med både helikoptere og sporhunde.
Machetten blev senere fundet nær gerningsstedet.