Ung mand bliver snittet med kniv under slagsmål i Herning

En 23-årig mand bliver opereret efter et slagsmål i Herning. Vagtchef kender ikke præcist omfanget af skader

Politiet måtte fredag aften rykke ud til et slagsmål med kniv i Herning. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Politiet måtte fredag aften rykke ud til et slagsmål med kniv i Herning. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Tre yngre mænd er blevet anholdt, efter at en 23-årig mand blev snittet med en kniv på kinden under et slagsmål i Herning fredag aften.

Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Carsten Henriksen natten til lørdag.

Vagtchefen kender ikke det præcise omfang af den 23-åriges skader, men påpeger, at manden selv kunne stå op efter episoden.

- Han bliver behandlet på sygehuset og opereret, som det er nu, siger vagtchefen.

Politiet fik anmeldelsen om slagsmålet, som fandt sted på Fonnesbechsgade i det centrale Herning, klokken 21.02 fredag.

Udover den 23-årige mand menes to-tre personer at have været involveret i slagsmålet. De løb efterfølgende fra stedet.

På baggrund af politiets efterforskning lykkedes det ved midnatstid at finde frem til de tre nu anholdte.

Det er en dreng på 17 år og to mænd på henholdsvis 18 og 19 år.

Politiet kender endnu ikke motivet.

Der er heller ikke taget stilling til, om politiet vil forsøge at få en eller flere af de tre fremstillet i grundlovsforhør lørdag.

- Men det forventer jeg, at de skal. I hvert fald den person, der har ført kniven, siger politiets vagtchef, som dog endnu ikke kan pege på en hovedmistænkt i den forbindelse.