Ved du noget, så kontakt os. Sms/mms til 1224 (alm. takst), eller send mail til 1224@eb.dk.
En 25-årig mand fra Tyskland er død, efter at han søndag eftermiddag væltede på et elektrisk skateboard.
Det fortæller politikommissær ved lokalpolitiet i Thisted Jørgen Jensen til Ekstra Bladet.
Uheldet skete på Stenbjerg Kirke Vej i den lille by Stenbjerg, der ligger i det vestlige Thy.
- Manden kommer kørende på vejen, da han vælter og slår hovedet ned i asfalten. Det er simpelthen så uheldigt, som det kan være, fortæller vagtchefen.
Var på ferie med familien
Det var en tilfældig forbipasserende, der så manden falde.
- Ham, der ringer til alarmcentralen, kører foran den unge mand i en bil, da han ser ham vælte i bakspejlet. Den 25-årige tysker bliver herefter fløjet til hospitalet i Aalborg med en blødning i hovedet, og i går aftes dør han så klokken 22.42 på sygehuset, fortæller politikommissæren.
Der var tale om et solouheld, og ifølge politiet væltede manden, fordi han mistede balancen.
Manden var turist i Thy sammen med sin familie, men var alene, da uheldet skete. Hans pårørende er underrettet.