Klokken 7.10 tirsdag morgen blev en ung mand fundet død i arresten i Esbjerg.
- Der blev tirsdag fundet en 18-årig ung mand død i arresten, og de pårørende er underrettet, siger vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Søren Strægaard til Ekstra Bladet.
- Han blev fundet klokken 7.10 i arresten, og mere kan jeg ikke sige i sagen, siger vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Søren Strægaard.
Jyske Vestkysten skriver, at der er tale om en 18-årig ung mand, der mandag blev fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Esbjerg. Her blev han sigtet for vold, tyveri og indbrud, som han søndag skulle have begået i Tønder.
Den 18-årige blev varetægtsfængslet efter grundlovsforhøret.
Politi undersøgelse startet
Senioranklager ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Britt Ankersø, har ikke mange detaljer om sagen, men oplyser, at de nærmere omstændigheder ikke er klarlagt i sagen.
- Der er startet en undersøgelse af sagen. Det sker der altid, når der sker et dødsfald i politiets varetægt, siger Britt Ankersø til Ekstra Bladet.
Det er en rutinemæssig undersøgelse, der er startet. Hun ønsker ikke at kommentere sagen yderligere.
Til grundlovsforhøret mandag, hvor den 18-årige mand blev fremstillet, fremgik det af politiets sigtelse, at han søndag havde overfaldet sin mormors samlever og overdænget ham med slag.
Senere samme søndag havde han overfaldet en 62-årig dame ved et busstoppested. Her frarøvede han damen 100 kroner og en mobiltelefon. Det skriver Jyske Vestkysten.