Liget af en rumænsk mand i 20'erne er søndag omkring klokken 18 blevet fundet af dykkere i Langesø ved Langesø Slot vest for Odense.
Det oplyser Fyns Politi.
- Vi har fundet manden ret tæt på, hvor man mener, at han forsvandt. Så det lader ikke til, at han er drevet. Nu vil vi bjærge ham, og så skal der være retslægeligt ligsyn i morgen, siger Steen Nyland, vagtchef ved Fyns Politi.
Politiet fik til opgaven hjælp af to vandsøgerhunde og dykkere fra Søværnet. Den unge mand var på vej ud at fiske med en kammerat, da deres jolle drev fra dem ud på søen, hvorefter den nu omkomne svømmede efter.
Da han nåede cirka midt ud på søen, forsvandt han ifølge sin kammerat på bredden pludselig fra overfladen. Herefter ringede kammeraten 1-1-2.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Man vil nu forsøge at finde ud af, hvad der førte til, at den unge mand omkom.
- Der skal først være et retslægeligt ligsyn og formentlig senere en obduktion, som måske vil kunne kaste lys over, hvorfor han pludselig forsvinder. Hvis man ikke ved ligsynet kan fastslå dødsårsagen og dødsmåden, kan man vælge at gå skridtet videre og obducere.
- Men det er der ikke truffet beslutning om på nuværende tidspunkt, siger Steen Nyland.
Den unge mands pårørende er underrettet.