Ung mand kendt skyldig i brutalt mord under sexmøde: Torturerede og satte ild til sit offer

28-årig mand er nu kendt skyldig for bestialsk mord på mandlig flirt

28-årige Jason Marshall fra England blev onsdag i Old Bailey kendt skyldig i at have dræbt den 58-årige Peter Fasoli under et sexmøde tilbage i 2013.

De to havde i en længere periode haft kontakt over en datingside og besluttede sig derfor for at mødes i Peter Fasolis lejlighed. Men mødet mellem de to blev langt fra, som Peter Fasoli havde forventet.

I lejligheden blev han tortureret og dræbt af sin date, Jason Marshall, som efter drabet satte ild til lejligheden for at slette sine spor. Det lykkedes i første omgang for Jason Marshall at slippe fra sine ugerninger, da mordet af politiet blev henlagt som en ulykkesbrand.

De mente, at branden var opstået på grund af en defekt lyspære. Ved de retsmedicinske undersøgelser blev der heller ikke fundet beviser på, at der var begået en forbrydelse.

Brutal video på harddisk
Men i sommeren 2014, besluttede Peter Fasolis nevø sig for at gennemse sin onkels computer for oplysninger. Computeren var noget af det eneste, der havde overlevet branden, og her gjorde nevøen et skrækindjagende fund.

På computeren lå en syv timer lang video, hvor Jason Marshall torturerer og piner Peter Fasoli, for derefter at sætte ild til lejligheden. Webkameraet i stuen havde fanget det hele og kunne dokumentere, hvad der skete i de sidste skæbnesvangre timer af Peter Fasolis liv.

Videoen blev senere brugt som det primære bevismateriale i retssagen mod Jason Marshall. I videoen kunne juryen se med egne øjne, hvordan Jason Marshall og Peter Fasoli ved deres første møde havde indledt et seksuelt rollespil, og hvordan det langsomt blev mere og mere voldeligt.

Hele seancen ender på tragisk vis, da Jason Marshalll efter flere trusler stikker Peter Fasoli med en kniv flere gange og kvæler ham, indtil han ligger helt stille.

Satte ild til lejligheden
I videoen ser man også, at Jason Marshall, efter at have dræbt Peter Fasoli, hælder en flydende væske ud i rummet og forlader lejligheden i en fart, mens røgalarmerne bimler for fuld udblæsning.

Videomaterialet blev senere brugt i retten, og juryen var derfor ikke i tvivl om Jason Marshalls skyld.

- Vi er glade for, at Marshall nu bliver holdt ansvarlig for det brutale drab på Peter. Det her var et koldblodigt angreb, hvor Marshall gjorde sig betroet med den ældre mand for at kunne skaffe adgang til hans hjem og udsatte ham for forfærdelige ting. Herefter gjorde Marshall alt, han kunne, for at slippe af sted med sine ugerninger, sagde politiinspektør James Stevenson efter dommen.

Der afventes fortsat strafudmåling i sagen.