Ung mand sigtet for 21 bedragerier

En 24-årig mand er torsdag morgen blevet anholdt og sigtet for 21 bedragerier. Han har ifølge politiet snydt folk på Facebook og DBA og fået dem til at betale for billetter, de aldrig har modtaget

Torsdag morgen har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi anholdt og sigtet en 24-årig mand fra Slagelse.

Han er blevet sigtet for i alt 21 tilfælde af bedragerier over internettet.

I en pressemeddelelse skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, at de i den seneste tid har modtaget flere anmeldelser fra borgere, der er blevet snydt af den samme mand på Facebook og DBA.

Det er ifølge politiet typisk foregået ved, at manden har opsøgt de forurettede på Facebook og tilbudt dem at købe koncert- eller festivalbilletter til gode priser. Når pengene så er blevet overført over MobilePay eller via kontooverførsel, har de forurettede aldrig modtaget billetterne.

Følg din mavefornemmelse
I pressemeddelelsen udtaler politikommissær Rune Nilsson, der er leder af økonomisk efterforskning:

'Selvom det kan være fristende at lave en god og hurtig handel på nettet, så er der flere forholdsregler, man selv kan tage for at undgå at blive snydt. Det er altid en god idé at mødes ansigt til ansigt og handle, følge sin mavefornemmelse og ikke falde for et tilbud, der er for godt til at være sandt. Pas på de hurtige handler, hvor sælgeren presser på for at gennemføre handlen.'

Manden er tidligere dømt for berigelseskriminalitet, og han fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Næstved torsdag.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, men indtil videre uden held.