Ung mand skudt - maskerede gerningsmænd stikker af fra politiet

Skuddrama i Helsingør torsdag aften

Foto: Kenneth Meyer
Foto: Kenneth Meyer

En ung mand er torsdag kl. cirka 20.47 blevet skudt i foden på en tankstation i Helsingør.

Artiklen fortsætter under billedet...

- Vi modtog en anmeldelse om et skyderi på en ubemandet Uno-X-tankstation på i Kongevejen i Helsingør. En person er ramt i foden, mens et ukendt antal gerningsmænd kørte hastigt fra stedet i en bil. Vi havde en kort eftersættelse, men vi tabte dem, siger Jan Hedager, vagtchef ved Nordsjællands Politi.

Manden, der blev skudt er blevet kørt på skadestuen til behandling. Og politiet vil bagefter tale med ham for at finde ud af mere om skuddramaet, og om der er tale om personer fra bandemiljøet.

Gerningsmændene flygtede i en stjålet Audi S5. Der sad to maskerede personer i bilen med nummerpladen AZ 69 198.

- Vi kan ikke udelukke, at de involverede har banderelationer, men det kan vi ikke oplyse om så tidligt.

Ekstra Bladet erfarer, at politiet som led i bestræbelserne på at pågribe gerningsmændene er talstærkt til stede ved en række hovedfærdselsårer i området - og ved indfaldsveje til København.