Kort før klokken 21 i aftes udspillede der sig lidt af et drama foran ungdomsklubben Fato på Frilands Allé i Valby i København.
- En 18-årig mand og 25-årig mand begynder at diskutere inde i klubben, og det fortsætter så udenfor, hvor den 18-årige bliver stukket i maven, siger den centrale efterforskninsleder hos Københavns Politi Sajjad Haider til Ekstra Bladet.
Den 18-årige ligger stadig på hospitalet, men han er uden for livsfare.
- Vi har endnu ikke fundet gerningsvåbnet, men vi mener, han er blevet stukket med en kniv eller en anden spids genstand, siger Sajjad Haider.
- Har I anholdt gerningsmanden?
- Ja, vi måtte lede lidt efter ham, men fandt ham til sidst på sin adresse. Han har indrømmet, at han stak den anden mand, siger den centrale efterforskningsleder.
Fremstilles torsdag
Den 25-årige mand skal fremstilles i grundlovsforhør i løbet af torsdagen. Han er sigtet for grov vold.
- Nu skal vi fortsætte med at foretage afhøringer, og så skal vi se, om vi ikke kan finde gerningsvåbnet, siger Sajjad Haider fra Københavns Politi.
- Kendte de to personer hinanden i forvejen?
- Ja, de er bekendte med hinanden. Vi havde også en del vidner, som kunne fortælle os om, hvem der var hvem, siger Sajjad Haider.