Den 27-årige mand, der natten til mandag blev knivdræbt i Akacieparken i Valby havde en stor omgangskreds i kvarteret.
Det fortæller flere af områdets unge til Ekstra Bladet.
I løbet af mandag eftermiddag og aften er de samlet i klynger rundt i kvarteret. Alle steder er minerne sammenbidte.
- Alle er chokerede. Det er slet ikke gået op for folk, siger en yngre kvinde til Ekstra Bladet.
Flere fortæller til Ekstra Bladet, at den 27-årige, der har somalisk baggrund, er vokset op i kvarteret og har boet på stedet, indtil han for nogen tid siden flyttede til Frederiksberg med sin familie.
Han er kendt som en hjælpsom fyr, der ikke ønskede nogen ondt.
Hørte råb og skrig før knivdrab: Så to mænd flygte
Fordi han er vokset op i kvarteret, har han også en del af sin omgangskreds på stedet. Derfor var det ikke usædvanligt, at han var i Akacieparken sammen med sine venner.
Politiet har meldt ud, at det ikke er opfattelsen, at den 27-årige var involveret i bandekriminalitet. I stedet er teorien, at to grupper er blevet uenige og er kommet op at toppes.
- Han har nok bare været sammen med de forkerte på det forkerte tidspunkt. Selv var han slet ikke sådan, siger en ung kvinde, som kendte den dræbte godt.
Andre fortæller eksempler på, hvordan han ikke var bleg for at hjælpe kvinder, når han mødte dem ved bussen.
- Han har taget mine indkøbsposer og båret dem hjem flere gange. Sådan var han, siger en kvinde.
En yngre mand fortæller, hvordan han betragtede ham som forbillede. De to spillede ofte basketball på områdets multibane. Og selv om den 27-årige ikke var særlig høj, var han dygtig til spillet.
Mand dræbt i tidligere drabschefs baghave
- Jeg kan huske, at han tit fortalte mig, at jeg ikke skulle miste håbet. At jeg skulle blive ved at kæmpe.
Ud over den 27-årige, der altså blev dræbt, blev tre personer yderligere stukket med kniv, men de er ikke i kritisk tilstand, melder Københavns Politi.
De pårørende til den dræbte mand er underrettet.
Københavns Politi fik meldingen om et større slagsmål ved Carl Th. Dreyers Vej i Valby natten til mandag klokken 00.40, hvor omkring 15 personer ifølge anmeldelsen var oppe at slås. Adskillige patruljer blev med det samme afsendt til stedet.
- Vi arbejder ud fra formodningen om, at det er to lokale grupper, der er stødt sammen. På nuværende tidspunkt tyder det ikke på, at det er banderelateret, siger leder af afdelingen for personfarlig kriminalitet, Brian Belling.
Tirsdag bliver der afviklet beboermøde i Akacieparken, hvor både beboerforeningen og politiet vil være til stede.