I mandags gjorde en haveforening i Skive et besynderligt fund, da der pludselig blev fundet 5,2 kilo hash i jorden.
Og det er ikke gået helt ubemærket hen. For siden i mandags er flere personer blevet set grave efter den eftertragtede skat.
Det skriver TV Midtvest.
Politiassistent Niels Bach fra Lokalpolitiet i Skive bekræfter over for Ekstra Bladet, at tre beboere har henvendt sig angående de ubudne gæster.
- Der er set et antal unge mænd i dagtimerne og en enkelt i nattetimerne, hvor vi formoder, at de har ledt efter rester fra den her aktion.
- Sagen er ikke begravet
Hashen dukkede i første omgang op, da der skulle gøres klar til nogle nye beboere til kolonihaven.
Først blev der gravet en pakke med et kilo frem, og kort efter dukkede der et kilo mere op. Sådan fortsatte det, indtil de i alt havde fundet 5,2 kilo.
Hvis man selv sad og tænkte, at man skulle finde skovlen frem og køre mod Skive, så kan man godt sænke forvetningerne.
- Vi har haft en narkofører dernede med sin hund, og der er altså ikke mere hash at finde. I bedste fald er det skønne spildte krafter, og i værste fald bryder man ind på en anden persons matrikel, siger Niels Bach til Ekstra Bladet.
- Jeg har læst, at der er chokoladejagt på Rosenborg Slot. Så jeg vil hellere opfordre til, at man tager på chokoladejagt på Rosenborg Slot i stedet for hashjagt i Skive.
Mystikken om, hvor de 5,2 kilo hash kommer fra, og hvem der har gravet det ned, eksisterer dog stadig
- Vi ved ikke, hvem det er, men jeg kan forsikre, at vi stadig efterforsker i det. Sagen er ikke begravet, udtaler Niels Bach.