Ups: Politi sendte dreng hjem med pistol

14-årige Malthe fandt en Luger-pistol med otte patroner i magasinet, hvorefter politiet bad ham tage pistolen med sig hjem

14-årige Malthe gjorde det rigtige: Gav politiet besked da han havde fundet en pistol, men ordensmagten mente han lige kunne tage den med sig hjem, så skulle de nok hente den senere

Flemming Munk er på den ene side lettet, og på den anden chokeret, efter at hans 14-årige søn, Malthe, under leg fandt en ægte Luger-pistol med otte patroner i magasinet. Pistolen lå i en sort plastikpose.

Malthe ringede 112 og fik fat på en medarbejder på vagtcentralen hos Nordsjællands Politi. Medarbejderen bad Malthe tage pistolen med sig hjem, hvorefter en betjent ville komme og hente den.

- Jeg er lettet over, at Malthe ikke kom noget til. Jeg tænker på, hvad der kunne være sket på cykelturen på vej hjem. Jeg er chokeret over, at politiet sender en 14-årig knægt gennem byen med en skarpladt pistol, siger Flemming Munk til Ekstra Bladet.

- Min søn kan ikke vurdere, om pistolen er skarpladt, og om der er taget ladegreb, og om den er sikret eller ej. Det viste sig, at der ikke var taget ladegreb, men det er der ingen, der ved på det tidspunkt. Han kunne have tabt pistolen. Den kunne være gået af. Jeg synes, det er helt forkert, at en dreng bliver bedt om at cykle tværs gennem byen med en pistol isat magasin med patroner. Det er en tur på 20 minutter, fortsætter Flemming Munk.

Far har klaget
Efter at være kommet hjem lagde Malthe pistolen på køkkenbordet, og en motorcykelbetjent ankom 30 minutter senere. Her fandt betjenten ud af, at pistolen var ægte nok, og at den lod til at være funktionsdygtig og var klar til at blive affyret.

Det hele skete fredag 5. marts om eftermiddagen. Malthe legede sammen med en kammerat og havde sat sig op på et tag ved en slusebygning ved havnen i Frederiksværk, da han fandt pistolen. Først troede han, det var en sadel til en cykel, og det var, da han kiggede ned i plastikposen, at det gik op for ham, hvad han havde fundet. Malthes forældre har siden klaget til Nordsjællands Politi og mener, at Malthe har været udsat for unødig fare.

14-årige Malthe fandt en pistol ved en slusebygning. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
14-årige Malthe fandt en pistol ved en slusebygning. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
 

Politi undskylder
Leder for Center for Operativ Styring - herunder også vagtcentralen hos Nordsjællands Politi - vicepolitiinspektør Per Tuesen, lægger sig fladt ned. Han bekræfter hændelsesforløbet over for Ekstra Bladet og fortæller også, at der var tale om en klar fejl, da medarbejderen på vagtcentralen bad Malthe om at tage pistolen med sig.

- Det er et fejlskøn fra en medarbejder på vagtcentralen. Og det er ikke efter de retningslinjer om håndtering af skydevåben, der er, siger Per Tuesen til Ekstra Bladet.

Artiklen fortsætter under billedet...

Malthe synes - formentlig som andre drenge på den alder - at det var ret sejt, da han fandt en ægte pistol. Han tog dette billede med sin mobiltelefon på taget, hvor han fandt den, inden han ringede til politiet. Privatfoto
Malthe synes - formentlig som andre drenge på den alder - at det var ret sejt, da han fandt en ægte pistol. Han tog dette billede med sin mobiltelefon på taget, hvor han fandt den, inden han ringede til politiet. Privatfoto
 

- Det er en sag, vi ikke er stolte over. Håndtering af skydevåben skal ske professionelt, og det er politiet, der gør det i henhold til de procedurer, der er. Finder man skydevåben, så er det kun politi og våbensagkyndige fra Forsvaret, der skal håndtere dem.

Genopfrisker procedurer
Tuesen fortæller, at den pågældende medarbejder og alle andre ansatte på vagtcentralen har fået indskærpet og genopfrisket retningslinjerne for, hvordan borgere skal vejledes, når de som Malthe finder et skydevåben.

- Drengen skulle have haft at vide, at politiet sender en patruljevogn, og så var vi kørt derop. Siden ville vi have håndteret den derfra, forklarer Per Tuesen.

Den daglige leder af vagtcentralen har kontaktet Flemming Munk og beklaget det skete.

Pistolen er blevet sendt til tekniske undersøgelser. Her vil det blive undersøgt, om pistolen har været anvendt til kendt kriminalitet.