USA: Tidligere drabsefterforsker fundet død i fryser

En tidligere drabsefterforsker hos Los Angeles' politi er fundet død i en fryser i sit hjem. Hvor længe hun har ligget der er endnu uvist

Søndag blev den 87-årige tidligere drabsefterforsker Miriam Travis fundet død i en fryser i garagen til det hjem, hun delte med sin 64-årige datter. Og hvor længe hun har ligget der, skal efterforskere nu undersøge.

Det skriver flere amerikanske medier.

87-årige Miriam Travis trak sig fra Los Angeles County Sheriff's Department for mere end 30 år siden og har siden levet en tilbagetrukket tilværelse i sit hjem i Riverside.

Miriam Travis' 64-årige datter blev anholdt og kortvarigt tilbageholdt efter fundet af liget, men blev løsladt efter endt afhøring. Hun beskrives som en 'person af interesse' i sagen.

Det var ifølge NBC News en pårørende, der i første omgang kontaktede politiet og bad dem kigge til den 87-årige kvinde. Hun var bekymret, da hun ikke havde hørt fra Miriam Travis i over to måneder.

Da politiet ankom til huset, talte de med den 64-årige datter, som gav inkonsekvente svar, når hun blev adspurgt, hvor hendes mor var henne. Det fik dem til at ransage hjemmet, og i garagen fandt de den ældre kvindes lig i fryseren.

Ifølge Press-Enterprise har en betjent på stedet fortalt, at hjemmet fremstod sjusket, og at der lå bunker af affald. Han beskrev det som 'hamstringslignende' forhold.

En slægtning til Miriam Travis har fortalt, at den 87-årige kvinde efter sin mands død i 1992 skiftede låsene til sit hjem og afbrød kontakten til mange i sin omgangskreds.

Politiets opgave er nu at finde ud af, hvordan Miriam Travis døde, og hvor længe hun har ligget i fryseren. Det skal undersøges gennem en obduktion.