Uventet tornado koster fire amerikanere livet

Der er meldinger om mindst fem tornadoer i det sydlige USA

Mindst fire personer har tirsdag mistet livet i nærheden af byen Columbia i den amerikanske delstat Mississippi, efter at en tornado ramte byen, oplyser flere lokale medier.

Foruden de dræbte er omkring 50 personer blevet såret og kørt til sygehuset, oplyser tv-stationen WADM.

Tornadoen ramte Columbia omkring klokken 14.30 lokal tid og forårsagede omfattende skader på huse og infrastruktur, herunder elledninger. Flere tusinde mennesker har mistet strømmen.

Tv-billeder viser, at tornadoen har væltet biler - inklusiv en ambulance - om på taget og flået tage af huse.

Den nationale vejrtjeneste i USA har endnu ikke bekræftet, at der var tale om tornadoer, men ifølge lokale medier var der mindst fem tornadoer i Mississippi tirsdag.

Foto: AP
Foto: AP
 

I nabostaten Louisiana er der også meldinger om uvejr, hvor hagl på størrelse med golfbolde har ødelagt vinduer og tage.

Normalt er december ikke tornadosæson i det sydlige USA. Den starter normalt først til foråret.

- Man tænker ikke normalt på december som en måned med kraftige storme. Men vi har haft meget varm, fugtig og ustabil luft, som allerede har forårsaget kraftigt regnvejr i det sydøstlige USA. Dette kan blive et problem for de julerejsende og for alle andre, lyder det fra CNN's meteorolog Karen Maginnis.

Foto: AP
Foto: AP
 

Tornadoerne er blevet udløst af et kraftigt uvejr, der hærger flere delstater ved Den Mexicanske Golf. Uvejret ventes at smide omkring 10-13 centimeter nedbør flere steder.

Delstatsmyndighederne i Mississippi har erklæret del af staten i undtagelsestilstand. Ifølge talsmand for katastrofeberedskabet i staten, Greg Flynn, er skaderne i Marion County, hvor Columbia ligger, "omfattende".