En 36-årig mand, der var dømt til døden for drab på en 12-årig dreng i 1998, er natten til torsdag blevet henrettet med giftsprøjte i Texas, oplyser amerikanske medier.
Pablo Lucio Vasquez havde forklaret, at han 'hørte stemmer', som fik ham til at slå 12-årige David Cardenas ihjel med et jernrør. Han skar efterfølgende halsen over på sit unge offer og drak drengens blod.
Vasquez valgte at sige nogle sidste ord, inden henrettelsen blev eksekveret i Huntsville-fængslet klokken 18 lokal tid.
- Dette er den eneste måde, jeg kan opnå tilgivelse på. Nu får I jeres retfærdighed, sagde Vasquez ifølge Associated Press.
- Vi ses på den anden side, tilføjede han og hævede hovedet, så han kunne se ruden, hvorfra hans to søstre overværede henrettelsen.
Amnesty: Så mange blev henrettet i 2015
Vasquez var den 11. dødsfange, der i år er blevet henrettet i USA, heraf seks i Texas.
Han var 18 år i april 1998, hvor han havde været til fest med sin 15-årige fætter, Andres Rafael Chapa, og 12-årige Cardenas. Han har forklaret, at han var påvirket af alkohol og narko, da 'stemmer' fik ham til at dræbe Cardenas.
Det var angiveligt også 'stemmerne', som fik ham til at løfte liget op over sit hoved, så han kunne drikke blod direkte fra offerets åbne sår i halsen.
- Noget fortalte mig bare, at jeg skulle drikke, har Vasquez sagt til politiet kort efter anholdelsen i 1998.
- Du skulle drikke hvad, spurgte betjenten.
- Hans blod, lød svaret fra Vasquez ifølge Associated Press.
Henrettet i nat: Kvalte drag-queen under sex
David Cardenas var lemlæstet og manglede flere lemmer, da politiet fandt liget fem dage efter drabet. Vasquez blev kort efter anholdt og tilstod over for politiet. Han blev senere dømt til døden for det grusomme drab.
Fætteren, Andres Rafael Chapa, blev idømt en straf på 35 års fængsel for sin medvirken til drabet, mens tre andre familiemedlemmer blev idømt mindre straffe for at have hjulpet med at dække over forbrydelsen.