Vanvidsbilist fundet: Kørte 217 km/t på landevej

Har fået inddraget kørekortet administrativt

En bilist havde en usædvanlig tung fod på speedere på Rømøvej ved Skærbæk forrige fredag, da en ATK-vogn målte ham til at køre 217 km/t på landevejen, hvor grænsen er 80 km/t.

Det var dog ikke bilens ejer, der kørte bilen. Men nu er det lykkedes politiet at finde frem til fartsynderen.

Han fik et besøg af politiet og fik administrativt inddraget kørekortet.

'Han kan se frem til mindst seks måneders ubetinget frakendelse', skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse under overskriften 'vi inddrager kortet fra vanvidsbilister'.

De fortæller, at de i to år har praktiseret enten at inddrage førerretten straks eller hurtigst muligt efter en måling ved 100 procent overskridelse, hvor hastigheden er højere end 100 km/t, eller på motorvej mere end 200 km/t.

Om inddragelsen sker straks eller hurtigst muligt afhænger af, om målingen er foregået på laser eller videovogn, eller i en af deres ATK-vogne.

Politikredsen fortæller, at de har haft ti sager, hvor de på den måde har kunnet inddrage kørekortet med det samme.