Vanvidskørsel: Unge søgte tilflugt på toilet

En 32-årig mand blev fredag aften anholdt og sigtet for vanvidsbilisme, efter han bevidst havde påkørt en anden bil frontalt

Et skænderi i Vojens eskalerede fredag aften i en biljagt, hvor en 32-årig mand efterfølgende blev anholdt og sigtet for vanvidsbilisme.  

Det skriver JydskeVestkysten.

To biler holdt fredag aften på Ungdomsskolevej, mens de unge mennesker i bilerne snakkede sammen. Senere kom en tredje bil med den 32-årige mand til stedet. Herefter begyndte bilerne at dytte af hinanden, mens flere personer steg ud af bilerne. 

Vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Torben Møller oplyser til JydskeVestkysten, at det ikke er helt klart, hvad der er foregået, men situation er eskaleret, og der blevet sendt verbale skærmydsler og langefingre mellem parterne.

Unge måtte gemme sig på toilet
De to biler, som oprindeligt holdt på stedet, forlod det senere, mens den 32-årige mand fulgte efter dem.

- Han jagter dem og kører rundt efter dem. Personerne i den ene bil kører ind på en tankstation og forskanser sig på et toilet. Han kører så efter den anden bil i stedet, og da de kommer til en rundkørsel, kører han mod færdselsretningen i rundkørslen, så han forsætligt kører frontalt ind i den anden bil på den anden side, siger Torben Møller til JydskeVestkysten.

Den 32-årige mand blev senere anholdt og sigtet for vanvidsbilisme. Han er desuden mistænkt for at være påvirket af alkohol under kørslen, men dette er endnu ikke afklaret.