Vej spærret efter stor politiaktion

Politiet afspærrede Svendborgvej i Ringe og var talstærkt til stede ved en anholdelsesaktion

Kampklædt politi talstærkt til stede. Video: Tim Kildeborg

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. sms-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

Kampklædt politiet afspærrede en stor del af Svendborgvej i Ringe på Fyn tirsdag eftermiddag i forbindelse med en politiaktion, hvor bilister blev bedt om at køre en anden vej.

Ifølge det regionale medie fyens.dk blev avisens reporter bedt om at fjerne sig, idet der kunne finde en skududveksling sted, lød meldingen i første omgang.

Det har dog ikke noget på sig ifølge vagtchef Steen Nyland fra Fyns Politi.

- Vi er meget sikre på, at der ikke er skydevåben involveret i det her ud over vores egne, siger han og afviser også, at der er tale om en gidselssituation.

Omkring klokken 17.45 gik politiet dog ind i huset, ifølge Ekstra Bladets mand på stedet, og efterfølgende kom de ud med en person, der blev tilset i en patruljevogn. Omkring klokken 18 blev afspærringen ophævet.

Forinden fortalte vagtchefen, at der var tale om, at de skulle have en snak med en person, som ikke ville snakke med dem. Han ville dog ikke fortælle, hvorfor politiet villle have fat i ham.

- Skal beboerne være bange?

- Nej overhovedet ikke. Det er derfor, vi har valgt at være mange, så vi er sikre på, at vi kan beskytte dem, der bor rundt om, beskytte ham, vi skal have fat i og beskytte os selv, sagde vagtchefen.

Forinden er gået et langt forløb, hvor naboerne har set med på det stille drama uden at vide, hvad der foregik.

- De har været her i flere timer, fortæller Anders Larsen, der bor tæt på afspærringen, til Ekstra Bladet. Han gætter på, at der er godt tyve betjente, heraf 16 kampklædte med hjelme og skjolde samt et par ambulancer. På et tidspunkt var der også en drone.

Skulle gå ind
- De har kig på et hus på den anden side af vejen. På et tidspunkt råbte de et navn, og at han skulle 'åbne fordøren'. Men der sker ikke noget, fortæller han.

89-årige Johanne Madsen bor inden for afspærringen og var ude og gå en tur tirsdag eftermiddag. Da hun kom tilbage og ville gå under afspærringen, spurgte en betjent hende, hvor hun skulle hen.

- Skynd dig at gå ind, sagde hun som om, det var alvorligt, fortæller Johanne Madsen, at hun fik at vide.

- Det er da helt uhyggeligt. Jeg ved ikke, hvad det sker. Men jeg er da helt rystet, fortæller hun.

En anden af naboerne tæt på afspærringen fortæller ligeledes, at hun ikke har fået noget som helst at vide om, hvad der sker.

- Det ser ud til, at der er en del politifolk, og der er en masse mennesker, der stimler sammen og kigger på det. Jeg holder mig lidt væk, og så venter jeg på at høre, hvad der er på spil, siger Ester Bjærge til Ekstra Bladet og fortsætter:

- Og så håber jeg selvfølgelig bare ikke, at der er nogen, der er kommet alvorligt til skade.