Vestjyde i stjålen bil påkører to biler med voldsom fart

Det er ifølge politiet et mirakel, at ingen kom alvorligt til skade ved voldsomt sammenstød ved Møldrup

Regeringen fremlagde i sommeren 2020 deres plan for, hvordan vanvidsbilisme skulle straffes. Se forklaringen i videoen.

For høj fart. Narkotika og spiritus i blodet. En stjålen bil. Og intet kørekort.

En 23-årig mand fra Ringkøbing begik ifølge politiet adskillige lovbrud, da han søndag eftermiddag satte sig bag rattet.

Og ved Møldrup vest for Hobro gik det galt.

Bil konfiskeret: Kørte 200 km/t. i modsatte vognbane

Høj fart
Bilisten kom kørende med mindst 150 kilometer i timen på Hovedvej 13, da han påkørte en anden bil bagfra ved en rundkørsel.

Det fortæller vagtchef Jesper Brøndum fra Midt- og Vestjyllands Politi.

- Den 23-årige påkører en personbil, der er på vej ind i rundkørslen. Herefter nærmest flyver han og bilen hen over rundkørslen og rammer endnu en bil på den anden side.

- Ingen af de involverede parter kommer alvorligt til skade. Alle er enige om, at det er et mirakel, siger vagtchefen.

Med mindst 150 kilometer i timen kørte han langt hurtigere end det tilladte, som på hoved- og landeveje typisk er 80 kilometer i timen.

Ville hente pizza i vennens Porsche: Politiet tog bilen

Bragte liv i fare
Sammenstødet skete i rundkørslen ved Møldrup, hvor hovedvej 13 møder Skivevej. Den 23-årige kom kørende i sydgående retning og er blevet sigtet for vanvidskørsel, men også for en stribe andre forseelser.

Han sigtes for at bringe andre menneskers liv og helbred i fare, for at køre i påvirket tilstand, for brugstyveri og for at køre uden kørekort.

- Alt har været i vejen.

- Bilen var stjålet, manden var både narko- og spirituspåvirket, og han havde i forvejen fået frakendt sit kørekort, siger Jesper Brøndum.

Bag rattet i den første bil, der blev påkørt, sad en 44-årig mand fra Aalborg. Det er uvist, hvem der førte den anden bil, der blev ramt.

To vanvidsbilister i København: Køretøjer beslaglagt

Skal finde ejer
Men begge slap altså fra uheldet uden alvorlige kvæstelser. Det samme gælder den 23-årige vestjyde, der forårsagede uheldet.

Han fremstilles mandag i grundlovsforhør ved Retten i Viborg.

Politiet skal nu finde frem til bilens ejer.

- Vi skal finde bilens rette ejer, som får bilen tilbage igen, selv om den er skadet, siger Jesper Brøndum.