Opdateret med nye oplysninger fra politiet
Der opstod voldsom ballade mellem betjente fra flere byer og en flok hollandske soldater, som natten til søndag gik amok i Esbjergs natteliv.
Soldaterne var på en militær øvelse i Oksbøl nord for Esbjerg, men fortsatte åbenbart kamp-træningen i Skolegade i Esbjerg.
Først kom soldaterne i klammeri med nogle af de lokale borgere. Da politiet blev tilkaldt, blandede andre yderst aggressive soldater fra Holland sig i anholdelsen.
Politiet måtte trække stavene, men jeg ved ikke om de blev brugt, siger vagtchef Ole Aamann til Ekstra Bladet.
Ifølge vagtchefen optrådte soldaterne aggressivt mod betjentene.
- Der var mig bekendt ikke direkte slagsmål mellem betjente og soldater. Men soldaterne ville ikke forlade stedet, da vi bad dem om det, siger vagtchefen.
Hentet forstærkninger
Betjentene følte sig så truede af soldaterne, at der blev tilkaldt forstærkninger fra flere nabobyer.
Hundepatruljer sat ind for at beskytte betjentene. Men ifølge vagtchefen blev ingen dog bidt.
Otte soldater endte med at blive anholdt af politiet.
De sigtes nu for gadeuorden.
Overnattet i brummen
Soldaterne er nu blevet præsenteret for bøder mellem 3.000 og 1.000 kroner.
De otte soldater har overnattet i brummen og bliver først løsladt i løbet af søndagen.
- Vi er i gang med afhøringen og har brugt tid på at finde en hollandsk tolk, siger vagtchefen til Ekstra Bladet.