Et veteranfly fra tiden omkring Anden Verdenskrig styrtede natten til lørdag dansk tid ned Hudson-floden mellem New York og New Jersey, skriver Associated Press (AP).
Piloten på flyet, 56-årige William Gordon, blev dræbt under styrtet. Dykkere fandt hans lig i flyet på bunden af floden tre timer efter styrtet, oplyser politiet i New York.
Flyet, et enkeltmands P-47 Thunderbolt, var med til at markere samme flymodels 75-års jubilæum, men under et stunt fik det angiveligt motorproblemer. Ifølge AP var piloten ved at udføre et loop, da der kom røg fra motoren, og kort efter styrtede flyet i floden.
- Det var som om det lavede en u-vending, og så kom der der en røgstribe fra det, fortæller øjenvidnet Siqi Li til Daily News ifølge AP.
- Det krængede ned mod vandet. Jeg troede de var i gang med et trick. Jeg indså det ikke i første omgang, men det var et flystyrt.
Ifølge de amerikanske luftfartsmyndigheder var flyet et ud af tre fly, der deltog i fejringen. De andre to fly har været fri for ulykker.
Flystyrtet skete ifølge AP på den del af Hudson-floden, hvor et passagerfly fra US Airways med 155 om bord lavede en mirakuløs sikkerhedslanding i 2009.