Vicepræsident og krigsministre kendt skyldige i stor bandesag

Sagen omhandler blandt andet afpresning, vold og våbenbesiddelse under Loyal to Familias konflikt med rivalerne fra Brothas

- Det er et hårdt stød mod LTF, vurderer senioranklager Mads Kruse.
- Det er et hårdt stød mod LTF, vurderer senioranklager Mads Kruse.

En vicepræsident i Loyal to Familia og to af bandens krigsministre er kendt skyldige i en omfattende sag om afpresning, vold, narko og våbenbesiddelse.

Det oplyser Statsadvokaten på Twitter.

De tre LTF-medlemmer blev sammen med seks andre bandebrødre kendt skyldige ved Østre Landsret lørdag formiddag.

Her har de ni bandemedlemmer ellers forsøgt at få omstødt Roskilde Byrets dom fra 2019, hvor retten idømte 59 års fængsel fordelt på 13 titalte.

Dengang blev en række af de dømte desuden udvist af Danmark, men om det også bliver tilfældet ved Landsretten bliver først afgjort ved en senere strafudmåling.

Sagen er af politiet blevet døbt operation Sundown og er en af de mest omfattende bandesager i nyere tid. Kriminaliteten udspillede sig især i Køge, men også i Ringsted og i København.

Afgørelsen i Østre Landsret retter sig mod mænd med tilknytning til den nu forbudte bandes afdeling i Køge.

De ni var enten medlemmer eller prøvemedlemmer af LTF, fastslår landsretten. Otte af dem er i lørdagens sag blevet fundet skyldige i afpresning.

Offer måtte flygte til Sverige
I et af tilfældene måtte et offer søge tilflugt i Sverige. I et andet tilfælde var der ifølge landsretten tale om en planlagt afstraffelsesaktion, da det værgeløse offer blev slået og sparket i Hastrup Parken i Køge, hvorefter han blev pålagt en dummebøde.

En af anklagerne i sagen siger i en pause i retsmødet lørdag, at man er meget tilfredse med den afgørelse om skyld, som nævninger og dommere har truffet.

- Det er et hårdt stød mod LTF, siger senioranklager Mads Kruse.

I det store og hele er landsretten enig med den vurdering af beviserne, som Retten i Roskilde nåede frem til i april 2019 efter en sag, som i øvrigt stod på i 34 dage.

Seks af de tiltalte er udenlandske statsborgere, og anklagemyndigheden vil kræve alle udvist af Danmark - også selv om to af dem er født og opvokset her.

En af de to såkaldte krigsministre er fundet skyldig i at have opbevaret et våbenlager i et buskads i et grønt område ved Nylandsvej i Køge. Her fandt politiet i oktober 2017 en maskinpistol, en pistol, en automatriffel og en revolver.

Landsretten mener, at lageret skulle bruges til en konflikt mellem LTF og Brothas.

Tumult og vidnetrusler under byretssag
Da sagen udspandt sig i byretten var det under massiv politibevogtning. Ikke mindst fordi sagen var præget af flere uoverensstemmelser mellem de tiltalte. En enkelt gang måtte en af de tiltalte i øvrigt sigtes for vidnetrusler, efter at han udbrød 'han skal have med bat!' under et vidnes forklaring til retten.

Flere steder i landet har LTF manifesteret sig i beboelseskvarterer og har skabt utryghed, inden den i 2018 blev forbudt.

For at dæmme op for problemerne så Køge Kommune sig for eksempel nødsaget til at træffe beslutning om en ekstrabevilling på en million kroner til oprettelse af en såkaldt taskforce.