Vickys lillesøster var til koncert da bomben sprang: Jeg blev hysterisk bange

Den 16-årige piges lillesøster var mandag aften i Manchester Arena, da en bombe sprang og dræbte 22 mennesker

Vicky Carter til venstre og Cathrine Murray til højre. (Foto: Jakob Jørgensen/Polfoto)
Vicky Carter til venstre og Cathrine Murray til højre. (Foto: Jakob Jørgensen/Polfoto)

Manchester (Ekstra Bladet): Tårerne løber ned ad kinderne på en ældre mand, inden han lægger en buket blomster på Sankt Anns Plads midt i Manchester. Her kan de få lov til at sørge og mindes de mennesker, der mandag aften omkom i forbindelse med en koncert.

- Der er for helvede jo bare tale børn. Hvem fanden gør sådan noget, siger han, inden han går videre ned ad gaden.

Det er den følelse, som mange borgere i Manchester sidder med – hvorfor skulle 12 børn være blandt ofrene for en hjemmelavet bombe.

En af dem, som Ekstra Bladet møder i byen, er den kun 16-årige Vicky Carter. Hun oplevede i går på tæt hold, hvordan terror kan påvirke en.

- Jeg var i gang med at lægge mig til at sove, da jeg pludselig får et opkald fra min 12-årige lillesøster. Hun har været inde til koncerten, og hun ringer i panik. Hun græder og græder og siger, at der har været en eksplosion, fortæller hun.

Glemmer ikke
Søsteren havde ligesom en række andre unge piger været inde og se sanderinden Ariana Grande spille koncert.

- Jeg glemmer ikke panikken i hendes stemme. Hun var bange, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Heldigvis blev hun fundet af mine forældre, og der var ikke sket hende noget. Men der oplevede jeg virkelig frygten.

Hele natten fulgte hun, hvad de britiske medier skrev om tragedien.

- Og så fulgte jeg i den grad med på Facebook, fordi jeg havde flere venner, der havde været til koncerten. Heldigvis er ingen af dem kommet til skade.

Hun forklarer, at arenaen er et sted, hvor en masse børn og unge kommer for at høre koncerter, og det generelt ikke er et sted, man normalt er nervøs.

- Jeg er kommet der, siden jeg var lille, og jeg havde faktisk egentligt ikke tænkt, at terror kunne ske i Manchester, men det kan jo ske alle steder åbenbart. Men det har virkeligt ramt mig, siger hun.

Jubel under mindehøjtidelighed
Dagen efter det mulige terrorangreb samler flere tusindvis af mennesker sig foran rådhuset i forbindelse med en mindehøjtidelighed. 

Tårerne flyder hos alt fra den unge studerende til den store muskuløse mand med tatoveringer, da chefen for Great Manchester Police, Ian Hopkins, stiller sig frem og takker for den støtte som folk har givet i forbindelse med angrebet.

Men selvom der lagde sig en sort sky ned over Manchester mandag aften, så skinnede solen igen tirsdag under mindehøjtidligheden.

- Vi skal stå sammen mod denne her ondskab, sagde politidirektøren under stor jubel og klappen fra tilskuerne.

- Og det er netop det, at den kun 16-årige Vicky Carter vil. Hun har derfor taget sin veninde Catherine Murray i hånden og sammen står de med et skilt, hvor de erklærer deres kærlighed til byen

- Selvom vi er unge, og det gik udover børn denne her gang, så må vi ikke lade frygten vinde, for så vinder terroristerne i sidste ende, siger Vicky.