Victoria forsvundet i 16 uger

Østjyllands Politi beder om befolkningens hjælp til at finde den 16-årige pige, der har gemt sig siden 12. maj

16-årige Victoria har sendt en video, hvorfra dette billede stammer, af sig selv til Østjyllands Politi for knap en måned siden. Nu sender politiet billedet ud til offentligheden i håb om, at det kan hjælpe med til at finde pigen, som forsvandt fra sin institution i Sabro ved Aarhus for knap fire måneder siden. Privatfoto
16-årige Victoria har sendt en video, hvorfra dette billede stammer, af sig selv til Østjyllands Politi for knap en måned siden. Nu sender politiet billedet ud til offentligheden i håb om, at det kan hjælpe med til at finde pigen, som forsvandt fra sin institution i Sabro ved Aarhus for knap fire måneder siden. Privatfoto

Victoria Adelhaid Andersen skal findes hurtigst muligt. Sådan kan man kun forstå pressemeddelelsen fra Østjyllands Politi, som direkte og indirekte appellerer til befolkningen om at hjælpe med at kaste lys over, hvor den 16-årige pige befinder sig.

Østjyllands Politi modtog i begyndelsen af august et videoklip fra Victoria, som har været efterlyst, siden hun forlod institutionen, hvor hun er anbragt, 12. maj i år. Politiet håber, at de nye billeder og videoen kan gøre det nemmere for borgerne at genkende teenageren.

I videoen, der er optaget i en skov, fortæller Victoria, at hun har det godt, og at hun ikke vil tilbage sin institution 'Ny Start Markusminde', der ligger i Sabro nordvest for Aarhus.

Østjyllands Politi har fortsat mistanke om, at en eller flere personer hjælper Victoria med at holde sig skjult.

Risikerer fire års fængsel

- Det er en alvorlig forbrydelse, hvis man hjælper hende med at gå under jorden, og man risikerer at få en fængselsstraf for det, siger politikommissær Peter Bay Jensen, Østjyllands Politi. Han opfordrer samtidig alle, der har oplysninger om den 16-årige pige eller har set hende, til at kontakte politiet hurtigst muligt.

I yderste konsekvens kan den eller de personer, som har hjulpet Victoria med at skjule sig, dømmes efter straffelovens paragraf 261, der kan give op til fire års fængsel.

'Den, som unddrager en person under 18 år forældres eller anden rette vedkommendes myndighed eller forsorg eller bidrager til, at han/hun unddrager sig sådan myndighed eller forsorg, straffes med bøde eller fængsel i indtil fire år'.