Kort efter skyderiet i Field's stod en blodig dreng på gaden et stykke fra shoppingcenteret. Det fortæller vidnet Simon, 24, fra Amager til Ekstra Bladet.
Han og vennerne havde intet hørt om skyderiet, da de mødte drengen, som selv fortalte, at han er 13 år gammel. Han stod med armene ned langs siderne og med blod op ad benene.
- Vi spørger, om han er ok, og først siger han ikke noget. Men så siger han 'det er skyderiet'. Vi spørger ,hvad han mener, og han fortæller, at der var en fyr, som skød alle, han så inde i Field's.
Drengen siger også, at manden peger sit skydevåben mod ham, men i stedet for at skyde drengen vender manden sig om og går tilbage op ad en rulletrappe.
Blodet på drengens ben er ikke hans eget.
- Han siger, at han flygtede ud mellem nogle mennesker, der var såret, og det er derfor han har blod på benene og især skoene.
Efter at have sikret sig, at drengen var ok, lånte Simon og vennerne ham en mobil, så han kunne ringe efter sin familie. De blev hos drengen, indtil han blev hentet.
En 15-årig pige fortæller til Ekstra Bladet, at hun var i shoppingcenteret med en veninde. Pludselig så de en mand komme ind med det, som de opfattede som en 'lang pistol'.
Pigerne flygtede ud af centeret med det samme, og nåede ud, inden der blev skudt.
Politiet har bekræftet at flere er blevet ramt af skud.