Vikingebygning i flammer

En bygning i en mindre vikingeby står torsdag aften i flammer

Video: Local Eyes.

En bygning, der ligger i en by, der skal simulere en by fra vikingetiden, står torsdag aften i flammer.

Det oplyser Nordsjællands Politi.

Bygningen er en del af Frederikssund Vikingeboplads, som blandt andet hvert år bruges til et omfattende vikingespil.

- Brandvæsnet arbejder stadig derude med at slukke branden, og derefter skal bygningen køle, hvilket formentlig kommer til at vare hele natten, siger Jakob Tofte, vagtchef ved Nordsjællands Politi, til Ekstra Bladet.

Han fortæller, at man endnu ikke vil gisne om årsagen til branden.

- Vi får teknikere ud til at undersøge stedet i morgen, og så vil vi formentlig kunne melde noget ud, fortæller vagtchefen.

Politiet modtog anmeldelsen om branden klokken 20.10. Ingen personer var i bygningen, da branden brød ud, og der skulle ikke være fare for, at den breder sig til andre bygninger. Bopladsen ligger et stykke fra beboelse, hvorfor der ikke er fare for mennesker.

Politiet opfordrer alle til ikke at drage ud for at se på branden af hensyn til de nuværende regler om at undgå større forsamlinger af hensyn til at undgå smitte med covid-19.

Ifølge sn.dk skulle bygningen, der brænder, blandt andet fungere som lager.

- Det hele er væk, har jeg fået at vide. Det er historiske kostumer fra årtiers vikingespil. Jeg får nok ikke sovet meget i nat, siger Camilla Dupont, formand for Frederikssund Vikingespil, til sn.dk.