En mand er død efter en voldsom solo-ulykke i Nordsjælland omkring klokken 17. Det oplyser politiet.
Den 52-årige mand, der er fra Farum, var på vej fra Birkerød ad Ravnsnæsvej mod Hørsholm, da han ved den lille by Ravnsnæs mister herredømmet over sin bil.
- Det tyder på, at han kommer med høj hastighed, da han mister herredømmet over bilen. Han kører ind i en jernstolpe og så snurrer bilen rundt og lander i rabatten, siger vagtchef hos Nordsjællands Politi, Hans Gosvig til Ekstra Bladet.
Manden blev fragtet til Rigshospitalets Traumecenter med politieskorte uden det dog hjalp.
I forruden på bilen sidder der grene fra et træ, så politiets teori er, at han har kørt med så høj hastighed, at han har ramt træet da han snurrede rundt i luften.
- Det er rigtigt, at det ser ud til, at han har ramt et træ, da bilen snurrer rundt i luften, og det kræver altså at man har god fart på, siger vagtchef hos Nordsjællands Politi, Hans Gosvig til Ekstra Bladet.
Manden har samtidig heller ikke haft sele på, hvorfor han blev slynget ud af bilen.
- Han var ikke spændt fast i selen, siger vagtchef Hans Gosvig til Ritzau.
Nordsjællands Politi har været i kontakt med de pårørende.